Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg har fundet denne opskrift. Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg lavede den første gang, og nu lavede jeg dem lige igen i dag. Det er virkeligt en dejlig nem opskrift, og man kan jo nærmest variere den i det uendelige.
12 stk.
* 5 dl vand
* 25 g gær
* 1 spsk salt
* 0,5 dl solsikkekerner
* 0,5 dl græskarkerner
* 1 dl hørfrø
* 1 dl havregryn
* 450 g hvedemel (eller 300 g hvedemel og 150 g rugmel eller anden grov meltype)
Opløs gær i vandet. Tilsæt salt, solsikkefrø, græskarkerner, hørfrø, havregryn og mel. Rør dejen godt sammen med en grydeske eller på røremaskine – den bliver ret klæg.
Stil skålen med dejen til hævning i køleskabet med låg på mindst natten over.
Når bollerne skal bages, tændes ovnen på 200º. Dejen sættes med to spiseskeer på en bageplade med bagepapir.
Bollerne skal ikke efterhæve. Bages i ca. 20 minutter til de er fine gyldne. Lad dem afkøle lidt, og spis.